De fire R'er

Retning

Som børne- og ungerådgiver bør du være opmærksom på, at målgruppen kan mangle kendskab til kommunens organisering, rolle og ansvar, hvilket kan betyde, at de eksempelvis ikke forstår, hvorfor kommunen ”blander sig i deres børns trivsel og familieliv”. Vær derfor ekstra tydelig ift. at sikre, at familien forstår, hvad formålet er med, at barnet og familien skal samarbejde med kommunen: Hvad er formålet med jeres samtale? Hvad arbejder I hen imod? Sikr dig, at du og familien har en fælles forståelse for målet og meningen med jeres samarbejde.

Rammer

Lovgivning. Hvordan kan du være tydelig om, hvilke rammevilkår der er, som I skal samarbejde om? Hvad betyder den danske lovgivning i bl.a. barnets lov for jeres samarbejde med barnet, den unge og familien? Hvilke rettigheder og pligter har barnet og forældrene ift. den aktuelle situation? Er der eksempelvis forhold, som det er vigtigt at gøre opmærksom på kan være strafbare – fx at man ikke må slå sine børn, tvangsægteskaber, genopdragelsesrejser mm.?

Råderum

Hvad har barnet og familien selv indflydelse på i jeres samarbejde, og hvad har de ikke indflydelse på? Sikr dig, at familien er klar over, hvilke handlemuligheder der er, som de kan være med til at træffe beslutninger om. Hvad har familien frihed til at gøre inden for de givne rammer. Du kan fx være opmærksom på og tale med familien om, om I har samme forståelse af fx trivsel, og hvad rammerne for opdragelse i Danmark indebærer og betyder for børn og familier i praksis.

Relation

Din rolle som børne- og ungerådgiver kan være uklar og måske utryg for familien. Nogle kan have den opfattelse, at det er risikabelt at søge hjælp, fordi myndighederne eksempelvis vil fjerne barnet. Vær derfor tydelig omkring, hvad din rolle som børne- og ungerådgiver indebærer, og hvad barnet og familien kan forvente at få ud af jeres samarbejde? Hvad kan du hjælpe barnet eller familien med? Hvad kan du ikke hjælpe med?